08-03-2020

"Trækopfuglens Krønike"

ANMELDELSE: 🌺🌺🌺🌺🌺 (Jeg giver 5 ud af 5 blomster)

I nøjagtig 27timer og 53 minutter har jeg lyttet til Aksel Hundslevs oplæsning (stor ros til ham) af Haruki Murakamis roman, ”Trækopfuglenes Krønike” (oversat af Mette Holm og udgivet på forlaget KLIM)

Jeg er slet ikke færdig med at fordøje de mange lag, der rulles ud i denne storslåede fortælling om det narrative menneske. Det moderne menneskes mangel på nærvær? Om aldrig at kunne trænge helt ind i et andet menneskes sind, kende det fuldt ud. Seksualitetens kraft og magt. Om angsten ved tab, give slip på alt kendt for i stedet at skulle overgive sig til det absolut ukendte. For ad den vej at kunne genfødes som et udviklet menneske.

Om hvordan visse livsvilkår aldrig kan andet end lægge et menneske ensomt tilbage med at finde vejen ned og vejen op. Sætte sig helt ned på bunden af en brønd for der at forsøge at finde en vej ind til den anden og sig selv. Men at ændring af egen eksistens kun er noget, der skal ske i os selv. Ikke ved at forsøge at ændre på den anden. Vi skal lytte. Være nærværende. Og så kan vi kun håbe på, at den anden har lyst til at følge med.

Af og til må vi helt ned og suge grundvand før udvikling i os selv kan finde sted. Ja, jeg kan blive ved. Jeg tænkte undervejs ofte på Kirkegaards store fortællinger om netop angsten som både noget, der kan give frihed, men også kan gøre et menneske sygt. Og af og til tænkte jeg også: Fortæller Murakami os at: Lige præcis sådan her oplever et dybt deprimeret menneske, hvordan det er at forsvinde ind i nærpsykotisk tilstand? Blafre mellem virkelighed og uvirkelighed, til man ikke længere kan skelne de to ting fra hinanden? Smerten ved at opløses til noget uigenkendeligt?

Det er dynamik. Det er dig/mig og hvad bliver der af mig, hvis du forlader mig? Hvor bliver så jeg af? Hvad bliver jeg til? Kan jeg så overhovedet være? Kan jeg være uden nærvær? Det moderne menneskes tab af spejlbilleder i en tiltagende isoleret verden. Menneskers ens eksistentille følelser. Hvordan vores vilkår som mennesker samtidig er kun at kunne udvikles ved at spejle os i hinanden. Men at faren er ikke at kunne slippe den opståede fortælling igen, og at vi dermed kan forsvinde for os selv. Går i stå. Nuet, nærværet, de gensidige fortællinger. Og hvor angstprovokerende det kan være pludselig at skulle (gen)finde sig selv uden det vante billede hos en anden. Fordi du bliver forladt. Fordi fortællingen, den kendte, om dig og mig og dermed om mig forsvinder, når du går/dør.Men at der også netop deri ligger stor potentiale for at kunne udvikles.

Fortalt med både humor og fast hånd, der går på tværs af både tid, epoker og univers. Alt holdt sammen af den usynlige Trækopfugls evindelige flagrende skrig.

For mig er denne roman et langt metaforisk psykologisk mesterværk, der uden fagkundskabens tendens til at gøre stoffet kedeligt og tørt, i stedet gør mig klogere på, hvad det vil sige at være menneske ved anvendelse af fiktionens værktøjer. Romanen. Præcis som vores egen Kirkegaard mestrer det.

De 27 timer og 53 minutter har ikke været et sekund for meget.