"Vil du være offer, eller vil du være dig?", spurgte min far, da jeg en dag beklagede mig over et eller andet, jeg ikke længere erindrer, hvad var. 

Som barn tænkte jeg i dagligdagen ikke over, at jeg blev født med hoftefejl i begge sider. Det meste kunne jeg deltage i, og jeg var ikke noget særligt, fordi jeg havde et medfødt problem. Det blev ikke presset ned over nogen, at der skulle tages andet end et respektfuldt hensyn og hjælp til selvhjælp, når det  var nødvendigt. Jeg var noget særligt, helt som min bror, for mine forældre, fordi jeg var mig, og fordi jeg var deres elskede barn. Fik jeg ondt af mig selv, når jeg ikke kunne deltage i en leg, fordi jeg ikke kunne løbe særlig godt, så talte mine forældre med mig om det, og sluttede altid samtalen af med: "Men hvad kan du så i stedet?" Og de blev ved, til jeg fandt noget, jeg kunne, og noget dukkede altid op. Så kunne jeg hente bolden, eller jeg kunne kælke ud på isen i stedet for at stå på skøjter. Jeg lærte at flytte mit fokus fra begrænsninger til muligheder. Jeg blev i øvrigt aldrig spurgt, hverken af mine forældre eller hospitalets fysioterapeuter og barneplejersker, som det hed dengang, om jeg ville genoptræne efter en operation. "Lægerne kan operere, vi kan pleje dig. I træningen skal du selv levere, hvis du vil fremad." Det kan i nutiden måske lyde hårdt i nogens ører. Og det var hårdt at skulle gennem omfattende genoptræning for at nå frem til et godt resultat. Men det lærte mig tidligt, at taget et medansvar for mit eget helbred. Og jeg er sikker på, at netop den indstilling har ført til, at jeg altid har prioriteret træning højt, hvilket har gavnet mit helbred på en måde, jeg slet ikke ville have opnået uden livslang træningsindsats.Jeg lærte ved mine forældres tillid til mig, at lytte til hvordan min krop har det og at stole på min egen intuition samtidig med, at jeg også lærte at tage imod, at der kunne være grund til at tænke sig om og lytte til både andre men især mig selv inden jeg sagde nej eller ja til noget. 

Oplevede jeg så aldrig noget rigtig negativt? Jo, jeg husker især to episoder fra min barndom. Den ene skete, da jeg gik i 3. klasse og havde været indlagt for at få fjernet nogle skruer i mit ene lårben. Da jeg stod med krykker på skolens trappe for at gå ned til aulaen, der lå en etage længere nede, fik jeg et skub i ryggen, så jeg faldt ned ad trappen.Jeg blev meget forskrækket og begyndte at græde selv om jeg faldt så heldigt, at jeg ikke slog mig særlig meget. Nogle ældre piger ilede til for at hjælpe og trøste mig, og så tog de fat i drengen og skammede ham ud. Han gjorde mig aldrig noget igen. Selv om det er mange år siden, husker jeg stadig fornemmelsen af, at få lov til at sidde med de store piger i frikvarterene efter den dag og vide, at de passede på mig. Det var trygt, og så gjorde det jo ikke noget, at det privilegium gav  en vis status blandt de andre i min egen klasse et stykke tid efter. Det var stort. Også større end hvis en voksen var blevet indblandet.

Den anden episode, jeg erindrer fra min barndom, der havde med mit handicap at gøre, skete, da der flyttede en ny familie ind i en ejendom på den modsatte side af gaden. Der var en del børn i familien. Mine vante legekammerater og jeg har været 7/8 år i slut 50'erne.  De nye børn inviterede os ind i deres gård. Det, syntes vi, var spændende. Da vi ankom til deres sted, stod en mand og spærrede porten så vi ikke kunne komme ind. Hele flokken blev derfor usikre stående på det modsatte fortov. Jeg oplevede ham som stor og anderledes i forhold til mine forældre og andre voksne hos os. Hans lukkede fremtoning og hans blik gjorde mig utryg, men jeg ville jo gerne med ind.Jeg kunne se, at min veninde også var lidt utryg, men fordi manden begyndte at pege på et barn ad gangen ud af flokken, mens han omhyggeligt repeterede: "du må komme ind, du må komme ind … " fulgte hun med, da det blev hendes tur og pludselig stod jeg alene tilbage. Jeg begyndte helt automatisk at gå mod porten, men da skete det, at manden så hånligt ned på mig, mens han sagde:

"Og du må ikke, for sådan en haltefanden gider vi ikke at have ind her", hvorefter han vendte sig forsvandt og smækkede porten i.Jeg blev chokeret. Jeg husker det som en slags lammelse, der gjorde, at jeg slet ikke kunne sige noget, men bare stod og stirrede på den lukkede port. Jeg havde aldrig hørt nogen kalde mig sådan før. Hverken før eller siden. Der stod jeg, valgt fra. Alene. Men inden følelsen nåede helt at bundfælle sig, gik porten lige så stille op igen, og jeg så min legeveninde smuttede ud."Jeg gider i hvert heller ikke at være der, når du ikke må", sagde hun forarget. 

Var det en barsk oplevelse at stå der? Ja, mon ikke. Men da hun kom ud og sagde det, så var det som om, at det onde forsvandt igen. Uden hende havde jeg været fortabt lige der. Uden kærlige forældre, der havde givet mig en god selvfølelse, så havde jeg måske mistet mig selv. Men fordi hun kom ud til mig, fandt jeg ind i mig selv igen. Vores venskab har holdt i 64 år denne sommer. Som de to småpiger vi var dengang, helt uden evne til stor analysering, blev vi enige om noget meget mere konkret og forståeligt: Manden var dum. Den slags kendte vores barnlige sind til; at nogen kunne være dumme, og det var han. Dum. Hvorefter vi selv fandt på noget at lege. Da jeg senere fortalte mine forældre om det skete, talte min far med mig om, at det ikke var alle menneskers handlinger, der fortjente stor analyse. Der kunne ligge stor værdi i ikke at forsøge at forstå alt og alle. Selv om jeg ikke helt forstod betydningen dengang, så sad det alligevel fast, og jeg har siden tænkt, når jeg havnede i en situation hvor en handling eller en væremåde syntes uforståelig: Du behøver ikke at forstå dette. Du må bare anerkende at det er sådan det er og så lade det være. Det tog jeg med mig videre ud i livet på vejen mod at blive til et robust menneske.

Undervejs i livet er manden og de situationer, jeg har beskrevet fra min barndom, af og til dukket op og har sat i perspektiv til, hvordan jeg selv ønsker at behandle andre. Samt betydningen af at kunne tilgive.Jeg tror i dag på, at i bund og grund vil alle mennesker bare gerne elskes. Uanset hvor de kommer fra, hvor eller med hvad, de er vokset op med. Jeg ved, at et menneske kan blive så skadet af livet, at det bliver væk for sig selv, og ikke længere tror, at det behøver kærlighed og tilgivelse. Det er ikke et let møde. Det anerkender jeg, og selv har jeg, nu, hvor jeg er i slutningen af 60'erne, stadig meget at lære om relationer med andre mennesker.Men bevidstheden om netop det, gav mig også modet til at beslutte, at jeg aldrig vil gå fra relationer i vrede. Jeg kan gå, hvis det er det, jeg når frem til er nødvendigt at gøre. Vreden må gerne være med en tid, der er også forløsning i vrede og der kan være god grund til, at den kommer til stede, men så må den gerne gå igen, så jeg kan tilgive og komme videre.Jeg vil nå til at kunne tilgive min næste og mig selv. For min egen helings skyld. Jeg vil leve og lade leve. Jeg vil ikke lave nogen om. Jeg vil ikke have mere ufred med andre, end, at jeg kan være i stue med dem. I begyndelsen troede jeg, at det betød tab af mig, når jeg nu mente, at jeg var blevet gjort fortræd. Til jeg opdagede, at tilgivelse er vejen til, at kunne sætte sig selv fri.  

Mine forældre, deres tillid, deres balancerende omsorg, min øvrige opvækst og videre færd i livet, lærte mig at fokusere på muligheder frem for begrænsninger, omstille mig, se med åbent sind, tage medansvar – ikke nødvendigvis hele ansvaret, men minimum et medansvar, og, at jeg kan lære noget af alle, herunder også af mine modsætninger. Det gjorde mig robust. Jeg lærte ret hurtigt, at meget af min egen forestilling om mig – foregik mellem ørerne. Min fars spørgsmål: "Vil du være et offer, eller vil du være dig?", har jeg taget med mig hele livet og har givet mig et bevidst valg, når noget var svært: Jeg vil ikke være offer. Jeg vil være mig selv.